mandag den 26. december 2011

Grov frokost foccacia/sandwichbrød

 

Nu er juledagene snart overstået, hvor der er blevet indtaget store mængder mad! Dagen i dag har næsten kun foregået på sofaen, fordi jeg har fået en ordentlig omgang influenza med det hele, så det er ret træls. Det startede juleaftensdag så håber da snart det er ovre, for jeg hader at være syg :-) Jeg havde lyst til at lave noget lidt andet end bare at lægge og se film (selvom det nu er ret hyggeligt ;-) ), og besluttede mig for at bage noget af den pakke gær der har lagt i køleskabet et stykke tid nu. Jeg besluttede at bage en grov frokost foccacia der også kan bruges til sandwichbrød. Denne gang har jeg gjort sådan at den kun bliver til sandwichbrød. Ellers plejer jeg at toppe den med groft havsalt og rosmarin. Denne gang er den toppet med sesamfrø. Opskriften kommer herunder:

25 g gær
7 dl lunken vand
2 tsk. groft salt
65 g flydende honning (jeg kom 65 g fast honning i en kop i mikroovnen et par sek.)
1 dl olivenolie
100 g havregryn
300 g fuldkornshvedemel
300 g hvedemel
 
Gæren opløses i vandet. Tilsæt salt, honning og olivenolie. Tilsæt først havregrynene, dernæst fuldkornshvedemel og til sidst hvedemel. Dejen skal have konsistens som tyk havregrød. Rør et par minutter og lad dejen hæve i 30 minutter ved stuetemperatur.

Klar til 1. hævning










Dejen hældes i en bradepande (ca. 30 x 40 cm), foret med bagepapir. Lad den hæve yderligere 30 min. Prik lidt i dejen med våde fingre og top den med hvad du har lyst til. Jeg bruger her sesamfrø. En anden kombination kan være friske rosmarinkviste og groft havsalt.
Brødet bages ved 200 grader i ca. 45 minutter.
Når det er kølet af skæres det ud i stykker og er oplagte til madpakken. Det er godt til at fryse.


Klar til 2. hævning
  
Færdig





 Nu vil jeg nyde resten af 2. juledag i selskab med Charlie og Chokoladefabrikken ;-) 
Glædelig 26. december :-)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar